MAMAS GARNBEREGNER

Hvor meget garn skal du bruge til dit strik? Har du garn nok? Få svaret her.

Hvor meget garn skal du bruge til din strikkeopskrift?

MAMA yarn designer eksklusive strikkekits med sjældne garner, og derfor har vi ofte et begrænset antal garnfed til rådighed til hvert design.

Sørg derfor altid for at sikre dig, at du har garn nok til at gøre dit strik færdigt, inden du tager hul på en ny strikkeopskrift.

Beregn løbelængden på dit garn

Har du allerede taget hul på dit garn, eller har du mistet banderolen, kan det være svært at gennemskue, hvor meget garn du har tilbage.

I garnberegneren herunder kan du ud fra garnets vægt estimere løbelængden på dit garn, så du kan se, om du har nok, eller om du skal anskaffe dig noget mere.

Hvad er løbelængde?

Løbelængden er det antal meter garn, du har i en garnnøgle eller et garnfed.

Når du køber garn hos MAMA yarn, er det altid vundet til fed, og løbelængden fremgår af banderolen samt af produktbeskrivelsen i vores webshop.

Derfor skal du kende løbelængden på dit garn

En strikkeopskrift angiver garnforbruget på et design efter vægt. Hvis du har det originale garn til opskriften, er det derfor tilstrækkeligt at veje dine garnnøgler for at se, om de rækker til at strikke hele modellen.

Strikker du i et andet garn end originalgarnet, er du imidlertid nødt til at tage udgangspunkt i løbelængden, for den er afgørende for, hvor meget du reelt kan strikke.

Hvis den samlede løbelængde på dit garn er lavere end løbelængden på originalgarnet, skal du have fat i noget mere. Ellers løber du tør.

Hvor stor en model skal du strikke?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit valgte design passer til din figur, kan du regne strikkeopskriften efter med vores gratis strikkeberegner.

Klik her for at komme videre til MAMAs Strikkeberegner.


Sådan bruger du MAMAs Garnberegner

Følg de 5 skridt som angivet i guiden herunder. Så hjælper vi dig med at udregne, hvor meget garn du skal bruge til dit projekt.

Husk, at du også altid kan skrive til os, hvis du er usikker på hvilket garn, du skal bruge, eller hvis du har brug for at købe mere af en udsolgt garntype.

1: Lav en strikkeprøve

Start altid med at lave en strikkeprøve. En strikkeprøve er en lille klud i glatstrik omkranset af en bort i retstrik, så kluden ikke ruller sig sammen.

Din strikkeprøve skal måle 15 x 15 cm, og den skal altid vaskes og tørre fladt, inden du tager fat på dine beregninger.

--> Indtast arealet på din strikkeprøve i beregneren herunder.

2: Vej dit garn

Eftersom en strikkeopskrift altid angiver garnforbruget efter vægt, er det også vægten af din strikkeprøve, der er udgangspunkt for at beregne, hvor meget garn du skal bruge.

--> Vej din strikkeprøve, og indtast vægten i beregneren herunder.
--> Indtast den samlede vægt på det garn, du har til rådighed.

Garnets vægt fremgår af banderolen. Har du ikke din banderole, kan du veje garnet på en almindelig køkkenvægt.

3: Hvor meget skal du strikke?

Nu skal du beregne arealet på dit strikkeprojekt. Find arealet på de enkelte dele ved at gange højde og bredde med hinanden, og læg tallene sammen til sidst, så du får modellens samlede fladeareal.

Lav dine beregninger i hele tal, og rund lidt op for en sikkerheds skyld.

--> Indtast modellens areal i beregneren herunder.

4a: Tjek garnets samlede vægt

Når du har indtastet alle disse informationer, viser beregneren dig hvor mange garnfed, du skal bruge til dit projekt.

Hvis du allerede har brugt noget af garnet, kan du veje den samlede mængde garn, du har tilbage, for at se, om det er tilstrækkeligt.

Dvs. hvis originalgarnet vejer 100 g per fed, og beregneren viser, at du skal bruge 2 fed, så skal du mindst have 200 g garn til rådighed.

4b: – og beregn eventuelt garnets løbelængde

Hvis du ikke arbejder med originalgarnet som angivet i strikkeopskriften, eller hvis du ikke kender den oprindelige vægt på et garnfed, skal du i stedet tage udgangspunkt i løbelængden, når du beregner dit garnforbrug.

--> Afmål og vej lidt af dit garn, og udfyld beregneren herunder.

Mål og vej mindst 10 meter garn – men gerne mere. Jo mere garn, du måler af og vejer, jo mere præcis bliver beregningen.

Husk: Dine beregninger kan aldrig blive 100 % præcise.

Sørg derfor altid for at have lidt ekstra garn til rådighed.

5: Send garnberegneren videre

Kender du andre strikkere, som også har svært ved at gennemskue, hvordan de skal beregne deres garnforbrug, så del endelig MAMAs Garnberegner med dem.

Beregneren er gratis og frit tilgængelig for alle, og det bliver den ved med at være.

Rigtig god fornøjelse.


MAMAs Garnberegner

Garnforbrug

Så mange nøgler garn skal du bruge:

Løbelængde

Samlet løbelængde, du skal bruge:

Så mange gram garn skal du bruge for at opnå den ønskede løbelængde: