BÆREDYGTIGHED

MAMA yarn producerer bæredygtigt garn af 100 % dansk uld. Til glæde og gavn for dig - og miljøet.

10 bæredygtige tilvalg

MAMA yarn er en bæredygtighed tekstilvirksomhed. Konkret betyder det, at alle vores beslutninger og prioriteringer er drevet af et ønske om at udvise størst mulig ansvarlighed over for vores miljø og de mennesker, vi kommer i berøring med.

Når det er sagt, må vi indimellem også være pragmatiske og slå os til tåls med de løsninger, der nu en gang er praktisk gennemførlige.

Her får du 10 eksempler på, hvordan vi arbejder med bæredygtighed i MAMA yarn.

Sækkevis af raceren råuld har stået opmagasineret i årevis på Søsterbromølle Besøgsgård ved Hillerød

1: CO2-aftryk

Alle vores garner er fremstillet af overskudsuld fra danske dyrehold. Det er uld, som ellers ville være blevet kasseret og brændt, fordi garnproduktionen i Danmark er så begrænset, at der ikke er opkøbere til at aftage den.

Hvis vi kan redde blot halvdelen af den danske overskudsuld, reducerer vi Danmarks CO2-udledning med 1.000 tons årligt.

Det er en dråbe i havet. Men alle store sweatre starter med en lille garnnøgle. Forhåbentlig kan vores arbejde med bæredygtigt garn inspirere andre virksomheder til også at benytte flere overskudsmaterialer i deres tekstilproduktion.

sortering af uld fra får til spinding af bæredygtigt garn

2: Spild

Ikke alle uldsorter egner sig til at strikke med. Og uanset hvor fin kvalitet, ulden har, og hvor grundigt den er renset, vil omkring 30-40% af råulden altid gå tabt under spindeprocessen.

Se også: Fra stald til strik – sådan bliver dit strikkekit til

Ulden, som kartemaskinerne sorterer fra, anvender vi efterfølgende til filtproduktion, isolering og jordforbedring. Råuld, som er for tilsølet til at kunne reddes, anvender vi som gødning og bunddække i haven.

Den rest, der måtte være tilovers herefter, kører vi på lossepladsen. Vi kan ikke redde det hele. Men vi redder alt det, vi kan.

De nyklippede moderfår og deres lam forlader stalden på Søsterbromølle Besøgsgård i Nordsjælland

3: Dyrevelfærd

En af de væsentligste bevæggrunde til at købe dansk garn er spørgsmålet om dyrevelfærd. For mens danske får og alpakaer er beskyttet af en stærk lovgivning, er det langt fra altid tilfældet i de lande, vi importerer garn fra.

Tværtimod har de senere års øgede fokus på dyrevelfærd afsløret en række sørgelige tilfælde af dyremishandling i uldindustrien – særligt i store uldeksporterende lande som Australien, New Zealand, Argentina og sågar Storbritannien.

Dyremishandling i garnindustrien

Dyr lever under kummerlige vilkår, tæsk er et selvfølgeligt middel til at holde dyrene i ro under klipningen, og mulesing praktiseres stadig trods forbud i flere og flere steder.

Mulesing er et kirurgisk indgreb foretaget uden bedøvelse, hvor fårets kønsorganer skamferes for at undgå, at parasitter og fluer lægger æg i hudfolderne.

Mulesing blev forbudt i New Zealand så sent som i 2018, men praktiseres stadig i bl.a. Australien.

Intet bæredygtigt garn uden dyrevelfærd

Det er umuligt at producere bæredygtigt garn uden at forholde sig til dyrevelfærd, og dyrenes trivsel er en afgørende faktor, når vi vælger uldleverandører. En ting er, at vi skal kunne spinde bæredygtigt garn med god samvittighed, men uldkvaliteten bliver også bedre, når dyrene trives.

Vi besigtiger alle dyrehold, inden vi indleder et samarbejde, og opretholder efterfølgende en nær, personlig kontakt til vores leverandører. Hvor det er muligt, er vi selv til stede, når dyrene klippes.

får i naturpleje på sjælland

4: Økologi

MAMA yarn producerer bæredygtigt garn – ikke økologisk garn. Vores råuld stammer fra et væld af små dyrehold, som alle drives på forskellig vis, og derfor er en økologisk certificering ikke praktisk mulig.

Mange hobbyavlere arbejder med bæredygtighed og økologi i deres bedrift. Men den officielle certificering er en dyr og omstændelig proces, som kun kan svare sig, hvis du har et industrielt sigte med dit dyrehold.

Det er der ingen af vores samarbejdspartnere, der har. Her er det udelukkende passionen, der driver værket.

5: Transport

Vores personlige engagement medfører, at vi bruger en del tid på at rejse rundt til vores samarbejdspartnere. De fleste bor på afsidesliggende landsteder, og kombineret med vores massive oppakning betyder det, at kollektiv transport ikke er en mulighed.

Vi rejser ikke bæredygtigt nok

Kortere ture tilbagelægger vi i Majas elbil. Men til længere ture med tung last låner vi en stor dieselbil.

Det er vi ikke særligt stolte af, og vi leder med lys og lygte efter en fleksibel samkørselsordning, vi kan benytte i stedet.

Kender du et bæredygtigt fragtalternativ? Så tip os her!

Vask og kartning af uld på Karlsbergsgården Spinneri i Skåne

6: Produktion

Stort set alle danske garnproducenter spinder deres garn i Asien eller Østeuropa, hvor produktionsomkostningerne er lavere end herhjemme. Det har medført lukning af alle undtagen to danske spinderier og et stort tab af både viden og arbejdspladser.

Derfor skal vi støtte vores lokale spinderier

De skandinaviske fåreracer er tilpasset et helt andet klima end eksempelvis australske eller sydamerikanske får. Derfor kræver det også en anden ekspertise at spinde skandinavisk råuld til garn.

Klik her for at se alle MAMAs strikkekits

De kompetencer går tabt, hvis ikke vi som garnproducenter tager ansvar for at holde vores lokale spinderier beskæftiget.

Tæt samarbejde styrker kvaliteten

Det er dyrt at spinde garn i Danmark. Men:

Vi vil hellere gå på kompromis med vores avance end med kvaliteten af vores garn og de vilkår, det bliver til på.

Den korte afstand til spinderiet giver en tættere relation, som igen gør kommunikationen enklere og arbejdsgangen mere fleksibel. Sammen med spinderiet tester og afprøver vi forskellige spindeteknikker og fiberkombinationer, og vi følger spindeprocessen på helt tæt hold. Det er afgørende for, at MAMAs garn bliver præcis, som vi vil have det – hver gang.

materialer til plantefarvning af garn hos øens uld

7: Kemikalier

Uld er allerbedst, når det benyttes, som det er skabt fra naturens hånd. Kemikalske behandlinger medfører kun, at uldens naturlige kvaliteter forringes.

Når vi taler om bæredygtigt garn, betyder det derfor også, at alt vores garn er:

… fri for kemikalier: Superwash og lignende er kun til for at kamuflere, at råulden er af en dårlig kvalitet.

… naturligt smudsafvisende: Spar på vaskemidlerne. Ren, ny uld skal ikke vaskes. Hæng i stedet dit strik til udluftning, og børst det fri for evt. snavs.

… fri for syntetisk indfarvning: Naturens eget farvekort er det smukkeste. Hvis vi endelig indfarver garn, er det udelukkende ved naturlig plantefarvning.

bæredygtigt garn af dansk uld med bæredygtig emballage

8: Emballage

Det er vigtigt, at dine ordrer kommer trygt og ubeskadiget frem. Derfor anvender vi robuste postæsker af genbrugspap til vores leverancer. Kønne er de ikke – men vi har bevidst fravalgt påtrykning af logoer eller anden udsmykning, som medfører ekstra produktionsled, uden at det gør emballagen bedre af den grund.

Vores tryksager printes på FSC-mærket papir, og vi undgår så vidt muligt industrielle trykkerier, men printer i stedet derhjemme.

Maria Sølvtofte fra Øens Uld laver plantefarvet garn af dansk uld for mama yarn

9: Partnerskaber

Vores tilgang til bæredygtighed betyder, at vi konsekvent fravælger at udlicitere produktionsopgaver til udlandet.

Til gengæld ved vi ikke noget bedre end at indgå strategiske partnerskaber med små, lokale virksomheder, der ligesom os kæmper for at blive set og hørt.

Klik her for at læse mere om MAMAs Familie.

Vi samarbejder primært med kunsthåndværkere, som selv har interesse for strik og strikkeudstyr. Det giver os mulighed for at understøtte vores lokale erhvervsliv, samtidig med at vi tilfører unikke kvalitetsprodukter til vores webshop.

10: Livskvalitet

Strik er en hobby, der ikke alene afføder et brugbart produkt, men som også fremmer vores livskvalitet. Derfor er det vores mål at skabe unikke strikkeoplevelser, som inspirerer endnu flere til at strikke løs – og blive ved med det.

Strik er sundt

Når du strikker, igangsætter det en kemisk reaktion i hjernen, som hjælper dig med at slappe af og tømme hovedet for forstyrrende tanker.

Forskere fra bl.a. Harvard University har dokumenteret, at strik også hjælper mod:

Forhøjet blodtryk
Depression
Angst
Demens
Alzheimers
Kroniske smerter
– og meget mere

Et passioneret strikkefællesskab

Hertil kommer, at det at være en del af et strikkefællesskab også er enormt værdifuldt. Særligt, hvis du kæmper med ensomhed eller utryghed, er det en stor tilfredsstillelse at bidrage med noget nyttigt og opleve anderkendelse fra andre ligesindede.

Derfor har vi skabt MAMAs Strikkepanel. Panelet er vores spæde forsøg på at opbygge et frirum, hvor vi gennem teststrik og erfaringsudvikling kan inspirere hinanden til at holde strikkepassionen ved lige og dermed også pleje vores psykiske og fysiske velbefindende imens.

Klik her for at blive medlem af MAMAs Strikkepanel.

Kilder:

The Health Benefits of Knitting
Landsforeningen Dansk Fåreavl
Brancheforeningen Dansk Mode & Textil
DAKOFA – Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer